Klaus Thejll Jakobsen. Uden titel

23. marts – 21. april 2013. Tirsdag-søndag, 11-16
Fri entré alle dage
Møstings Hus, Andebakkesti 5, DK-2000 Frederiksberg

www.moestingshus.dk

Fernisering fredag den 22. marts kl. 16-18

Klaus Thejll Jakobsens skulpturer er som en slags stand-up skulpturer. De kommer ind eller bliver placeret ganske diskret på den scene gallerirummet eller udstillingsrummet også er. At gøre udstillingsrummet til en scene og kunsten teatralsk var lige præcis det den amerikanske kunsthistoriker Michael Fried kritiserede de amerikanske minimalistiske kunstnere for at gøre, hvis det skal være akademisk.
Det er ikke fordi der sker så meget på scenen når Klaus Thejll Jakobsen udstiller. Der er en lidt vakkelvoren stigereol i pap, en lille skulptur af en håndfuld nødder placeret i en minimalistisk søjle, der genkalder sig Brancusis ”Endless Column” i lommeformat, en gul viking blyant der næsten svæver på spidsen oven på den lille betonklump, der forankrer den i verden og som skulptur. Her er alle klassiske og formelle skulptur begreber på spil; tyngde, vægt, volumen, masse og skala. Vi bliver i princippet lovet den helt ”store” formelle skulpturelle oplevelse med alle de æstetiske implikationer det har. Men så dumme er vi ikke, vi kan godt se det bare er en blyant og en lille klump beton. Og en blyant indeholder ikke disse ting, den indeholder grafit og tilhører hverdagens orden. Det ved vi godt. Men så er det nok et samtidskunstværk. Vi ved også godt, at vi ikke umiddelbart kan se på et samtidskunstværk, om det er et kunstværk eller bare en blyant, så måske begynder vi alligevel at tvivle her. Det er nok alligevel et samtidskunstværk. Den tyske kunsthistoriker Boris Groys har blandt andet defineret samtidskunst som et paradoks begreb. Det er altid kunst og ikke kunst på en gang, og det er derfor vi, hverken som kunstnere eller beskuere, kan se om det er det ene eller det andet, fordi det altid er begge dele. Nu tror vi, at vi har regnet Klaus Thejll Jakobsen eller skulpturen ud, han er bare en ”drillepind”, der er ude på at snyde os og vores forventninger. Men det er ikke en blyant, det er faktisk en skulptur, der er lavet så den ligner en blyant, og tæt på ligner den faktisk ikke ret meget en blyant. Men hvad er det så? Jo, det er en skulptur, der ikke er en skulptur, der ligner skulptur? Oplægget, timingen, og dramaturgien i Klaus Thejll Jakobsens værker er alle underlagt et simpelt mål, at opbygge en suspense hvor igennem vores, publikums, forudfattede forventninger og fordomme hele tiden bygges op og nedbrydes, for så med punchlinen at splitte det hele ad og smadre alt det vi forestillede os vi skulle opleve. I de allerbedste tilfælde så grundigt, at vi som det sidste forsvar må grine af værket og os selv, for at fastholde en orden der ikke er der. Og som allerede Freud vidste, skal man altid tage det komiske alvorligt.

Klaus Thejll Jakobsen bor og arbejder i København og Berlin og blev i 1998 uddannet fra Det Kongelige Danske Kunstakademi.

Se billeder fra udstillingen hen her